Julestjerner

Den mest holdbare stueplante for årstiden

Nogle hader dem, flere elsker dem, men de er her under alle omstændigheder, og de hører med til de allermest holdbare potteplanter, der findes.

Sådan var det ikke i gamle dage. Da kunne julestjerner knap nok holde december ud. Det var tit den rene ynk at se på dem. Selv den sarte julebegonie kunne overleve den, og når vi kom ind midt i januar, blev den slatne blad- og stjerneløse plante båret ud sammen med juletræet.

Mexico er deres hjemland
Det var i 1803 planten blev fundet og registreret i Mexico.  En botanisk ekspedition stødte på store 5-6 meter høje forgrenede buske uden at vide, hvad det var for planter.

Prøver blev sent til den berlinske professor Wildenow, der fastslog, at den hørte til vortemælkslægten – en af blomsterplanternes allerstørste slægter med mere end 2000 medlemmer.

Familieskab
Det botaniske navn blev Euphorbia pulcherrima. Til samme familie hører også Ricinus. Det er den plante, man udvinder amerikansk olie af.

Julestjernen er også i tæt familie med Kristi Tornekrone, Koralranke og ligeledes med den kaktusagtige plante, der populært kaldes for Treksantsøjle og Cowboykaktus. Det er nemlig slet ikke en kaktus, selv om den ser sådan ud, for den har ikke mælkesaft, som  planter af Vortemælkfamilien har, men det er en helt anden historie.

Blomsten er ingen blomst
Det er ikke selve blomsterne, der giver julestjernen karakter. Den stjerne, der dannes i stilkenderne, er nemlig ikke selve blomsten. Det er blade, der har skiftet den grønne kulør ud med rødt, og anbragt således, at de danner stjerne omkring de uanseelige gule blomster i midten.

Disse blade, eller bractéer, som de også kaldes, har til opgave at reklamere for de små gule blomster i midten, så insekterne ikke glemmer at bestøve dem.

Forædling har sat sit præg
Julestjerner er noget helt andet end dengang de kom til Europa. Forædlingen har sat sit præg, og målet er nået: skønhed og holdbarhed på én gang.

Så skulle man tro, at alle ville være glade og fornøjede, men medaljen har en grim bagside: når de nu holder så godt, så bliver de tit mishandlet fra det øjeblik de forlader gartnernes drivhuse, og til de står hjemme i stuerne.

De kan risikere at blive transporteret i for kolde biler, de kan komme til at stå på et koldt lager i længere tid, måske endda i totalt mørke, og de kan blive udsat for det allerværste: at blive stillet ud på gader og stræder i den danske vinter for at friste kunderne ved nærkontakt.

Det tåler stjernerne ikke, men desværre viser skaden sig først en tid efter at de er kommet i hus. Det med holdbarheden kan vi så glemme alt om, for planterne er så blevet skadet. Mit råd er: køb aldrig julestjerner, der står udendørs!


Er planten værd at købe?

Heldigvis er der en måde, hvorpå man kan se, om planterne har haft det dårligt, før man køber dem: hvis de gule partier lige i midten af blomsterne er matte eller ligefrem sorte, er de allerede alvorligt skadede.

Læg mærke til at de højrøde blade alligevel godt kan se perfekte ud. Derfor overser man tit dette lille, men alligevel tydelige signal, der fortæller, at man skal lade være med at købe planten, da den har fået varig skade, for kulde tåler den ikke.

Julestjernen kommer nemlig fra varme himmelstrøg, og selv om dens efterkommere er blevet stærkt forædlet, hjælper det ikke, hvis den fryser.

Korte dage fremmer blomsterdannelsen
Der knytter sig en meget ejendommelig ting til julestjernerne. De danner nemlig, ligesom chrysanthemum, først deres blomsterknopper, når dagen bliver kortere end 12 timer, og det sker hos os i oktober.

Herefter går der en halv snes uger, og så kan de nå at komme i blomst til jul.

Gartnerne udnytter denne egenskab og snyder planterne. De mørklægger dem allerede i august, så planterne ‘tror’ at dagen er tilstrækkelig kort til at danne knopper.

På den måde er der ikke noget i vejen for, at man kan få julestjerner i blomst året rundt, hvis det bliver trendy engang.

Sådan passes julestjerner
De har det bedst ved 18-22 graders varme, men ikke placeret lige over en radiator eller ved siden af en brændeovn!

Den bør ikke vandes med meget koldt vand, og jorden må helst ikke blive tør. Hvis potten er for lille, så plant den om i en større.

Begynder planten at hænge, kan man redde den ved at sætte den ned i 25-35 grader varmt vand helt op til selve blomsterne i en times tid. Så kan den i det mindste holde lidt længere end juletræet.

Jeg skylder at tilføje, at julestjerner også kan have blomster med andre farver end rød fx hvid og lyserød, men det er efter manges mening ikke rigtige julestjerner, men smag og behag er jo så forskellig.